Nysgerrig i naturen

Vi bruger hele livet igennem nysgerrigheden til at udforske verden omkring os, få lyst til at lære nyt, finde løsninger på små og store udfordringer og til at lære andre mennesker at kende. Nysgerrighed er drivkraft i meget af den forskning, der giver os viden og løsninger til, hvordan vi skal organisere os i fremtiden. Som voksne er I med til at sætte vilkårene for, hvordan nysgerrigheden trives blandt børnene.



Børns nysgerrighed står helt centralt i vores projekter, og derfor er det vigtigt, at ”Nysgerrighed” også er med på pakkelisten, når næsten 4.000 københavnske børn hver sommer drager på koloniophold, og ca. 3.200 skoleelever tager afsted på lejrskole på en af kolonierne. ”Hvad spiser en myre egentlig til morgenmad?” Dette spørgsmål, og en lang række andre, har vi formuleret om ting, som børn kan undre sig over i forhold til små og store sammenhænge i vores natur.

NaturligVis på Koloni og NaturligVis på Koloni 2.0 – Science Lejrskole er baseret på metoden ”Inquiry – science i børnehøjde”. Denne tilgang tager afsæt i den inquiry-baserede naturvidenskabe-lige metode (IBSE), der ønsker at udvikle børnenes forklaringer og forståelse, gennem deres egne erfaringer, handlinger og refleksioner. Med undersøgelsesbaserede aktiviteter er det målet at fremme både børnenes begrebsmæssige forståelse og udvikling af børnenes faglige færdigheder.

I forhold til børn på koloniophold ønsker vi, at de selv kan blive inspireret til at gå på opdagelse i naturen og tilegne sig indsigt sammen med deres kammerater. De voksne på kolonien må gerne inspirere til og understøtte dette arbejde, men vi har to vigtige pointer til alle på koloniophold:

1) Det er ikke skole, men læring af lyst gennem nysgerrighed og leg i det uformelle miljø, som en sommerkoloni ved skov og strand er.

2) Som voksen skal du ikke være ekspert i naturspørgsmål, men må meget gerne deltage med samme nysgerrighed og stille undrende spørgsmål sammen med børnene.

I forhold til skoleelever på lejrskole ønsker vi ligeledes, at de kan blive inspireret til at gå på opdagelse i naturen og tilegne sig indsigt sammen med deres klassekammerater, og her er de to vigtige pointer:

1) Det er elevernes nysgerrighed og undring, der er drivkraften i læringsaktiviteterne. Læringsaktiviteterne er udarbejdet, så de taler ind i opfyldelsen af Fælles Mål og Folkeskolens formålsparagraf.

2) Som lærer behøver du ikke være naturfagslærer eller have en stor viden inden for naturvidenskaben. Lærerens rolle er at være vejleder og facilitator, at være nysgerrig og undrende sammen med eleverne og hjælpe med at omsætte elevernes undringer og hypoteser til gode undersøgelser i naturen.



For at fyre op under nysgerrigheden har vi udviklet en række plakater med sjove, undrende spørgsmål om naturen, en kasse med langt over 100 små kort til inspiration for at komme i gang med aktiviteter, og så har vi indkøbt grej, som kan bruges til spændende naturundersøgelser på land, i vand, i lys og i mørke. Via linket her finder du mere information og en vejledning i at bruge materialerne, der indgår i NaturligVis på Koloni. Det udvidede materiale til Science Lejrskolerne er endnu under udarbejdelse.

Se de konkrete aktiviteter og få tips og tricks i menuen til venstre.