Vejledning til kikkert
Sådan bruger du kikkerten fra NaturligVis på Koloni.
Kikkerter kan åbne op for endnu et lag af naturoplevelser. Vi kommer tættere på ting, der er svære at se i naturen med en kikkert for øjnene. Den kan være med til at styrke både børn og voksnes naturinteresse og nysgerrighed på livet derude.
Kikkerten forstørrer det, man ser, 10 gange. Kikkerten er god til at se fugle eller andre dyr med, der er for langt væk til, at man kan se den tydeligt med det blotte øje. Kikkerten kan også bruges til at se mange andre ting med.
Kikkerten skal indstilles efter den, der skal bruge den. Det kan du nemt gøre i tre trin:
- Juster kikkerten, så den passer til afstanden af øjnene. Det gør du ved at have fat med begge hænder og klemme den ind eller ud, så den passer til dine øjne.
- Så skal kikkerten fokuseres. Luk højre øje, og indstil det venstre okular ved at dreje på spolen mellem de to okularer.
- Åben herefter øjet, så begge øjne er åbne, og juster kikkerten med spolen på det højre okular, til du kan se skarpt. Juster løbende kikkerten til efter afstanden til det, du kigger på.
Kikkerten kan også bruges til at se på noget småt helt tæt på ved at vende kikkerten om og kigge ind i det ene okular i modsatte retning.
Kikkerterne har en gummifrakke, der holder den vandtæt og modstandsdygtig over for stød. Pas alligevel på kikkerterne, så de ikke bliver slået skæve eller bliver snavsede.
Pas på kikkerterne, så de holder til mange ture i naturen:
- Bær altid kikkerten i remmen omkring halsen.
- Sæt okularbeskyttelsen på hver gang, I har brugt den.
- Læg den i tasken og ned i kassen, når I er færdige med den.
God fornøjelse med kikkerterne!